Tina's egen beretning
Tina har gået hos mig og brugt Cambridge produkterne til har tabe sig. 
Tina startede i foråret 2016 og har efter dette skriv i maj måned yderligere tabt sig, så de 20 kg. er passeret.
Jeg venter fortsat på nogle før og efter foto fra Tina, men der findes ikke så mange foto fra før.

Aldrig mere velcrokilo, tak!

Magter jeg det igen? Magter jeg at bruge flere penge på 'kure' eller som 
alle ynder at sige 'livsstilsomlægning'..? Hvorfor skulle jeg? Kiloerne 
ryger alligevel på igen som velcro på en striktrøje. Virker det eller er jeg 
efterhånden blevet så overvægtig, at det har sat sig på synet? Er min ellers 
så kritiske sans, blevet lagt i dvale i min efterhånden store kartoteksmave? 
Vægten har sneget sig stædigt og målsat op de seneste år, men har sgu taget 
tilløb de sidste 10 måneder med over 1 kg om måneden.

Motion. Motion gør ondt. Jeg har det med motion som supermand har det med 
kryptonit - det suger livet og sjælen ud af mig! 'Du skal bare igang med at 
dykke regelmæssig motion, og så skal du bare se hvor meget energi du 
får'...! Øh NEJ, jeg får bare smerter! Og smagen af blod i munden. Trænede 
mennesker skulle bare lige vide, hvor udmattende, smertende og 
sjæludslettende motion er for de fleste meget tykke piger! Jeg bliver ikke 
glad i låget af 2 timers biking og min indre dronning bliver ikke dullet op 
af en times  aerobic. For mig er motion en sur pligt på lige fod med 
snerydning og at lade de ældre medborgere komme først til skranken på 
apoteket kl 16:30 om eftermiddagen, trods de har haft hele dagen til at 
hente piller.

De fleste kender det, en krop der ikke bare bærer præg af, men ligefrem oser 
af et hektisk liv med travlhed på jobbet, 2 små børn der kræver din 
opmærksomhed og sommetider også din sjæl, er det ikke altid, for ikke at 
sige aldrig, man har tid til at sætte sig selv i fokus og træffe de rigtige 
madvalg.

Forestillingen om, at de der uskyldige kilo der sniger sig på i graviditeten 
og sommetider måneder, år efter at ungerne er mast ud, bare forsvinder af 
sig selv, er og bliver for mit vedkommende i hvert fald en illusion. Jeg har 
i mange år følt, at jeg lignede pigen bagerst i køen, med den alt for store 
dykkerdragt på og når de alle andre spændstige mennesker hoppede i vandet og 
havde 'the time of their lifes' sank jeg bare til bunds.

Den indre konflikt er trættende. Fiasko efter fiasko sætter sine tydelige 
spor, både i sind og krop. Jeg magter det sgu ikke mere. Jeg magter ikke, 
nej jeg GIDER ikke at bruge tid og penge på, at købe bøger, medlemskaber og 
mad der får min krop til at ligne en million!  Det kan da også være 
ligemeget - jeg er godt gift og mine unger er da også både skønne og 
velopdragne, så hvorfor skal jeg kører et 'selv-straf-show' igen, når mit 
alter-ego alligevel belønner min gode indsats med kage, is og varm cacao?

Alle tykke piger når et punkt i deres liv, hvor nok er nok. Og det er lige 
nøjagtig der, hvor den tykke pige træffer et valg. Enten skider hun hul i 
det hele og lader kiloerne vinde deres indtog som den trojanske hest, eller 
også så tager hun kontrollen tilbage og springer den fordømte hest tilbage 
hvor den kom fra. Jeg traf valg nr 2.

Jeg sad en aften med min dejlige veninde og sludrede om alverdens 
problemstillinger, som vi selvfede nok følte vi havde svaret på. Samtalen 
kom ind på, hvordan hendes mor havde oplevet gode resultater på denne her 
'kur'.... CAMBRIDGE KUREN.. Vor herre bevares.. Jeg var lettere skeptisk.. 
Min indre dronning vekslede mellem at rulle øjne af 'kuren' for så at råbe 
til mig, at jeg skulle se at komme igang. Hvad kunne der ske? Hvad havde jeg 
at tabe? Ud over en masse penge? Nåh jo.. KILO! Dem har jeg jo en del af, 
måske nok til at kunne brødføde en landsby.

Det fantastisk for mig var, at jeg ikke nødvendigvis skulle dyrke motion, 
hvis jeg ikke havde lyst. Jeg var ikke nødsaget til, at blive råbt ind i 
hovedet af en ex-militær træner, som kun råbte 'for min egen skyld'..! Det 
handlede enkelt og simpelt om, at skære ned på kalorierne uden at skulle 
bruge tid og energi på, at tælle de små sataner. Min krop skulle lærer at 
tage fra de store maddepoter som jeg allerede havde.

Jeg gik på nettet og fandt en konsulent der boede i nærheden af mig. Dina 
Ambolt. Jeg tog tilløb og fik taget kontakt til hende. Dina forklarede mig 
om de forskellige muligheder cambridge kuren kunne tilbyde og sammen fandt 
vi en god løsning. Løsningen blev at jeg skulle have deres 
måltidserstatninger til morgen og til middag samt have 'almindeligt' mad til 
aften.

Jeg hoppede i vandet med begge stolper til ben, i min alt for store 
dykkerdragt med en røvfuld af CAMBRIDGE's produkter. Jeg sank ikke til bunds 
denne gang. Jeg svømmer faktisk tæt på overfladen, dog ikke nær så spændstig 
som alle de andre i vandet - endnu!

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at det var 'piece of cake' (for nu at blive i 
velkendte termer). Det var sgu hårdt i de første 3 uger. Jeg har lært hvad 
abstinenser virkeligt er. Jeg vil sige, at det føltes som en 3 uger lang 
tømmermandsperiode, kombineret med en pissekonkurrence mellem mig og 
raffineret sukker. Jeg vandt. Jeg kunne pisse længst. Selvfølgelig har min 
indre dronning surmulet og kigget olmt på mig, når jeg pænt har takket nej 
til dessert og kage, men i dag er hun dullet op og sidder triumferende på 
sin pedestal med korelfarvet læbestift på, når jeg atter siger 'NEJ TAK'.

Jeg vil sige, at det er lettere dyrt, men det har været hver en øre værd! 
Jeg tabte mig 11,5 kg på de første 5,5 uger.

'Nå, hvad er så dit mål'.. Denne sætning hører jeg oftere end jeg skifter 
trusser. Det er trættende. Hvorfor skal jeg have et målbart mål? Jeg må 
indrømme, at jeg havde da en ide om hvor meget jeg gerne ville have, at 
vægten skulle vise, da den indtil nu bare havde vist ordet ERROR i 
displayet. Jeg kan godt lide hele og runde tal. Tal som man kan stole på. Så 
naturligt for mig, tænkte jeg tallet 20. Hvis jeg blev 20kg lettere, ville 
jeg blive lykkelig. Men nu, hvor jeg har tabt 15,3kg (og ja, decimaler er 
uhyre vigtige i denne sammenhæng) på 9 uger, er jeg sgu ikke så sikker mere. 
Jeg er faktisk blevet meget lykkeligere og gladere, helt ind i knoglerne. 
Mine omgivelser kan mærke det. Specielt min mand, som efterhånden undre sig 
over hvorfor jeg hverken lider af kronisk menstruation eller hovedpine 
mere.. Jeg er nået frem til, at raffineret sukker er min trojanske hest. Min 
livsfjende. Nøjagtig som den 'veninde' der stjal den første dreng du sendte 
lange blikke efter, bare fordi hun kunne.

Jeg har det fantastisk. Jeg kan passe tøj som førhen skreg af smerte i 
syningerne, fordi jeg absolut skulle mase mit legeme ind i det. Jeg føler 
sejr for første gang i meget lang tid. Min største sejr er og bliver dog at 
jeg har sluppet af med min sukkertrang. Min higen efter sukker er slut. Det 
føles som jeg har sat den kæreste nøgen for porten, som man inderst inde 
godt ved, ikke gør noget godt for en, men man alligevel bliver ved at lukke 
ind. Nøglen er smidt væk. Det er slut. Min indre dronning vifter med 
sejrsflaget mens hun skraldgriner.

Jeg kan kun anbefale Cambridge kuren. Hverken mere eller mindre. Lad jeres 
indre dronning få genopstandelse, det er en fantastisk følelse, det lover 
jeg jer!


Tina Løfstedt